Vedtægter for Dansk Knarr Klub

 

1 Klubbens navn og adresse.

1.1 Klubbens navn er Dansk Knarr Klub.

1.2 Klubben fører tillige binavnene Knarrklassen, Knarr Admiralitetet, og Danish Knarr Association.

1.3 Klubbens adresse er hos den til enhver tid siddende formand.

 

2 Klubbens formål.

2.1 Klubben skal - som specialklub under Dansk Sejlunion - virke som klasseorganisation for knarrsejlerne i Danmark og som sådan arbejde for

  • at optage ejere af Knarrer og andre interesserede som medlemmer, samt at varetage medlemmernes interesser vedrørende klassen,
  • at føre medlemsregister og registrering af bådejere,
  • at fastsætte klassereglerne for de danske Knarrer, herunder bestemmelser for måling af disse,
  • at sikre at Knarrer forbliver ensartede i henhold til klassereglerne,
  • at tage initiativ til afholdelse af kapsejladser for knarrsejlere, herunder Danmarksmesterskab (DM), International Knarr Championship (IKC) og andre medlemsarrangementer,
  • at fastsætte bestemmelser for de danske knarrsejladser og for udvælgelse af deltagere til IKC,
  • at repræsentere danske knarrsejlere overfor Dansk Sejlunion og de internationale søsterorganisationer
  • at medvirke til at fastsætte sejladsbestemmelserne for IKC (Deed of trust) samt
  • at arrangere IKC i henhold til Deed of Trust, når det er dansk ansvar.

 

3 Medlemmer og deres forpligtelser.

3.1 Medlemmer.

3.1.1 Som medlemmer optages enhver Knarr sejler eller enhver Knarr interesseret.

3.1.2 Ind - og udmeldelse.

          Ind – og udmeldelse skal ske skriftligt.

          Adresseforandringer skal meddeles til bestyrelsen.

3.2 Forpligtelser:

3.2.1 Klassebevis.

Som medlem, ejer og/eller rorsmand er man forpligtet til at sørge for, at Knarren har gyldigt klassebevis, samt at fartøjet til enhver tid overholder klassens regler i et og alt.

          Klassebeviser administreres af Dansk Sejlunion.

3.2.2. Ved deltagelse i Klassemesterskab/DM, IKC og IKC udtagelsessejladser, skal rorsmanden være medlem af Dansk Knarr Klub. Ved Knarrmesterskaber/DM skal hele besætningen være medlem af en anerkendt sejlklub. Rorsmanden har ansvaret herfor.

3.2.3 Ved salg af båd skal navn og adresse på den nye ejer meddeles til bestyrelsen.

 

4 Kontingent og regnskab.

4.1 Kontingent.

4.1.1 Kontingent for det følgende år fastsættes på Årsmødet.

4.1.2 Medlemmer, der udtræder i årets løb, har ikke ret til kontingentrefusion.

4.2 Regnskabsåret.

4.2.1 Regnskabsåret er fra 1. oktober til 30. september.

4.2.2 Bestyrelsen skal inden 15. oktober afgive driftsregnskab for det foregående regnskabsår med status pr. 30. september til revisor,

4.2.3 Driftsregnskab og status forsynet med påtegning af revisor forelægges på Årsmødet til godkendelse.

4.2.4 Driftsregnskab og status bekendtgøres for medlemmerne på klubbens hjemmeside www.knarr.dk senest otte dage før Årsmødets afholdelse.

4.2.5 Revisor har til enhver tid adgang til at efterse bogføring og beholdning.

 

5 Årsmøder.

5.1 Årsmødet.

5.1.1 Årsmødet afholdes årligt i november og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved bekendtgørelse på klubbens hjemmeside www.knarr.dk og ved elektronisk meddelelse eller brev til medlemmerne med oplysning om dagsorden.

5.1.2 Dagsorden for Årsmødet skal omfatte følgende:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Indkomme forslag til:

3.1 Vedtægter og klasseregler.

3.2 Andet

  1. Årsregnskab.
  2. Fremlæggelse af budget.
  3. Fastsættelse af kontingent.
  4. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  5. Valg af 1 eller 2 bestyrelsessuppleanter.
  6. Valg af en revisor.

5.1.3 Forslag til ændring af vedtægter og klasseregler kan fremsættes af alle medlemmer.

5.1.4 Forslag, der ønskes behandlet på et Årsmøde, skal følges af en skriftlig motivering og skal være bestyrelsen i hænde senest 8. oktober.

5.1.5 Stemmeret har medlemmer, der ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves med én stemme pr. Knarr. Der kan medbringes skriftlig fuldmagt fra ét andet medlem. Såfremt et medlem kræver det, sker afstemningen skriftligt.

5.1.6 Beslutninger på Årsmøder træffes ved almindeligt stemmeflertal, dog stemmes der ved ændring af vedtægter og klasseregler iht. pkt. 8.

5.2 Ekstraordinært Årsmøde.

5.2.1 Ekstraordinært Årsmøde kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/5 af klubbens medlemmer skriftligt indgiver anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af det eller de emner, der ønskes behandlet på det ekstraordinære Årsmøde.

5.2.2 I tilfælde som nævnt i 5.2.1 skal det ekstraordinære Årsmøde afholdes senest en måned efter, at anmodningen er fremsat overfor bestyrelsen.

5.2.3 Indkaldelse skal foretages som beskrevet i pkt. 5.1.1 og skal indeholde dagsorden med oplysninger om de(t) emne(r), der ønskes behandlet på det ekstraordinære Årsmøde.

 

6 Bestyrelsen.

6.1 Dansk Knarr Klub ledes af en på Årsmødet valgt bestyrelse bestående af 5 til 7 medlemmer, som skal være medlem af klubben. Desuden vælges der på Årsmødet 1 eller 2 bestyrelsessuppleanter, som ligeledes skal være medlemmer af klubben.

Umiddelbart efter Årsmødet afholder bestyrelsen møde med følgende dagsorden:

  1. Valg af Formand.
  2. Valg af Kasserer.
  3. Valg af Sekretær.
  4. Næste møde.

6.2 Klubbens bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen, således at der hvert år afgår mindst to medlemmer. Bestyrelsessuppleanterne vælges for et år ad gangen. Ved vakance indtræder første-suppleanten i bestyrelsen frem til førstkommende Årsmøde; ved yderligere vakance indtræder anden-suppleanten, hvis en sådan er valgt, på tilsvarende måde.

Genvalg kan finde sted.

6.3 Bestyrelsen nedsætter et Klasseregeludvalg og kan nedsætte andre udvalg efter behov. Udvalgene ledes af et medlem af bestyrelsen.

6.4 Klubben tegnes af formanden i forening med et medlem af bestyrelsen.

6.5 Sekretæren fører protokol over bestyrelsens møder og beslutninger samt referater af Årsmøder.

6.6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre af dets medlemmer er til stede.

6.7 I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

6.8. Formanden alene eller tre medlemmer af bestyrelsen kan indkalde til bestyrelsesmøder.

6.9 Bestyrelsen fastsætter bl.a. regler for deltagelse i Knarrmesterskabet/DM og IKC. 

 

7 Klasseregler.

7.1 Klassereglernes overholdelse skal sikres af den af klubbens bestyrelse udpegede klassemåler. Dette skal ske ved løbende kontrol af både med klassecertifikat samt ved større ændringer/ ombygninger af eksisterende både. Nyfremstillede både skal godkendes af klassemåleren inden udstedelse af klassecertifikat.

7.2 Efter vedtagelse af klasseregelændringer skal disse godkendes i Dansk Sejlunion, inden de er gældende.

 

8 Ændringer af vedtægter og klasseregler.

8.1 Ændringer af vedtægter og klasseregler kan ske på ethvert Årsmøde, ordinært som ekstraordinært, når mindst 1/3 af klubbens medlemmer er repræsenteret, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

8.2 Opnås et sådan flertal på et Årsmøde, som ikke er beslutningsdygtigt, kan bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel jf. pkt. 5.1.1, indkalde til et ekstraordinært Årsmøde alene med dette forslag på dagsordenen.

Hvis også 2/3 af de på dette Årsmøde afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget uanset antallet af repræsenterede stemmeberettigede medlemmer.

 

9 Eksklusion og genoptagelse.

9.1 Eksklusion.

9.1.1 Ved grov eller gentagen overtrædelse af klubbens bestemmelser kan bestyrelsen ekskludere et medlem.

Bestyrelsens beslutning herom kræver dog at mindst 4/5 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

9.1.2 Inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, skal vedkommende medlem have lejlighed til at fremføre sine synspunkter overfor bestyrelsen.

9.1.3 Et af bestyrelsen ekskluderet medlem kan appellere beslutningen om eksklusion til endelig afgørelse på det førstkommende ordinære Årsmøde.

9.2 Genoptagelse.

9.2.1 Et ekskluderet medlem kan optages igen, dersom hele bestyrelsen er enige herom.

 

10 Opløsning.

10.1 Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun træffes på et særligt indkaldt ekstraordinært Årsmøde med dette ene punkt på dagsordenen.

10.2 Til dette mødes beslutningsdygtighed kræves, at mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret. Til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på et Årsmøde, som ikke er beslutningsdygtigt, kan bestyrelsen indkalde til et nyt ekstraordinært Årsmøde med samme dagsorden. Hvis også 3/4 af de på dette Årsmøde afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset antallet af repræsenterede stemmeberettigede medlemmer.

10.3 I tilfælde af foreningens opløsning skal en eventuel formue tilfalde Danmarks Museum for Lystsejlads. Dette skal ligeledes gælde immaterielle rettigheder, som måtte tilhøre klubben.

 

Vedtaget på ordinært Årsmøde den 27. november 2018.