Dødsfald Johan Brydegaard OD48 - en sejlerven er gået bort

29. november 2023 18:22 , af Per Flemming Christensen

NEKROLOG: Johan Brydegaard:

Sat sejlene til sit sidste og lange kryds ud af Svendborg Sund  

Af Nicolai Lassen

Johan Brydegaard siger næppe yngre Knarrsejlere noget, der er ingen skibsklokke der ringer? Når du så har læst nekrologen, vil du forstå at både du og hele Knarr klassen har så meget at takke den gamle sejler for.

Når du så tager hans elskede hustru Maria Madsen-Mygdal, med ind i ligningen forstår du at der er tale om fundamentet i Knarr klassen, hvor de 2 har bidraget med DNA´et som fortsat skaber den vitalitet, som sikrer Knarren positionen, som den stærkeste kapsejladsklasse i Danmark.

Johan var ikke til glasfiber og aluminiums master, Johan var hele sit liv passioneret træbådssejler, men stod aldrig i vejen for nytænkning. Med sin Knarr (træ – selvfølgelig) var han aktiv i mere end 40 år i klassen, med hjemhavn i Svendborg. I mange år var der et fællesskab og god konkurrence lokalt blandt en håndfuld fynske Knarr besætninger. I alle årene med Knarr sommerstævner var Johan og Maria på startlinjen, ofte også med sportslige resultater i den gode ende af resultatlisten. Var det overhovedet muligt sad Johan klar til Knarr klassens årsmøder og altid med en holdning når nye tanker skulle diskuteres.

Professionelt var han arkitekt og aktiv del af tegnestuen Gråbrødrene i Odense - med speciale i bygningsrenovering. Interesse for arkitektur, æstetik og historie, var fundamentet i Johans arbejdsliv og professionelle virke.

I den sparsomme fritid elskede Johan sine gamle Jaguarer og lyttede på moderne jazz. Sås hyppigt på Svendborgs mange spillesteder - lige til det sidste.

Som pensionist fik han hænderne fulde. Aktiv i frivilliggruppen i ”Danmarks Museum for Lystsejlads”, der lidt endnu ligger på Frederiks øen i Svendborg. Johan har altid haft et godt øje til maritime konstruktioner med slanke, klassiske designs som museets Knarr og 6-meteren. Altid var han energisk, ihærdig og ydede en imponerende arbejdskraft på værkstedet, når de gamle mænd mødtes flere gange hver uge.

Selv husker jeg Johan som en altid positiv tænkende personlighed, med en stor viden. En sejler der så udfordringerne i livet, fra den lyse side.

Alle i Knarr – klassen må ære Johan Brydegaard (1942 - 2023) minde og sige tak for kampen.

Bisættelsen sker lørdag den 2. december kl. 13.00 fra Skt. Jørgens Kirke, Svendborg.

 

 

Foto: Johan i Knarr

Vedhæftede filer