Her på bagkanten af IKC stævnet er det tid til at glæde sig over IKC 54 og vores amerikanske værters ihærdige indsats både i planlægning og afvikling.
DEN124 med Jens Christensen, Kim Andersen, Christian Buhl og Jens Buhl satte på sidste sejladsdag sig effektivt på første pladsen. Vi skal ned på 6. pladsen for at finde næste danske besætning. Det skal dog dertil siges, at point'ene lå tæt hele uge blandt top 10 så spændingen stod på helt til det sidste. Der blev sejlet City Front hele ugen, så de danske sejlere var udfordret, men også smilende over et sejladsvejr med skøn sol og dejlig vind, 6-12 m/s.
Det skal også nævnes, at Jes Thomsen, som er formand for IKA technical Committee, modtog hædersgave for sin store indsats på regelsiden og fik af alle tilstedeværende til prize giving dinner mange velfortjente klapsalver.
Næste år er det Dansk Knarr Klub som skal arrangere det 55. IKC. Som noget nyt blev udkast til NOR uddelt til de amerikanske og norske sejlere ved middagen, og at det blev et udkast skyldes at de nye kapsejladsregler for 2025 ikke er officielle. Sæt kryds i kalenderen d. 23. august - 30. august 2025 - og skriv IKC i Rungsted med 33 både.