Kisser Schnakenburg

2. februar 2024 16:50 , af Per Flemming Christensen

Kisser Schnakenburg stryger flaget en sidste gang

Nekrolog af Nicolai Lassen

Familien Schnakenburg er livslange legender i Rungsted Havn, helt tilbage til dengang, da det var en lille ”ø-havn”. Anlagt et godt stykke fra kysten, forbundet med kysten ved en lang tilkørselsbro. 

Siger man først ”Kisser”, må man også sige ”Louis”, hendes livsledsager, ægtefælle og fotografkollega. Louis – var 15 år ældre, og sejlede bort i 2012.

Sammen har de haft livet på havnen, i sejlklubben og ude på vandet, i alle tænkelige sammenhænge.  På kapsejladsbanerne sejlede de næsten altid de to alene, Louis på roret og Kisser resten, ja dermed menes resten. Selv i en høj alder hev de igen og igen flotte topplaceringer hjem, når de 15-18 Aphrodite 101 dystede til aftenkapsejlads i Rungsted.

Ægteparret havde et 25-årigt langt forhold til klassen, hvor de sejlede verdens ældste Aphrodite 101. Klassen havde i mange år Kisser som formand, Ofte sejlede enten Kisser eller Louis helt alene tursejlads i deres ”Lurifax”, for den er så nem at håndtere, påstod de i hvert fald selv.

Man kan ikke nævne Kisser (og Louis) uden at nævne Knarr klassen. Helt tilbage fra dengang i 1966, da Kongelig Dansk Yachtklub afviklede sit 100-års jubilæum. Det blev starten på et tæt og livslangt venskab til ”Mister Knarr” Knud Wibroe, bosat i San Francisco og ophavsmanden til International Knarr Championship, som var i Danmark til jubilæumsstævnet.

På kapsejladsbanerne var ægteparret frygtet i tresserne og halvfjerdserne med en IKC- titel som toppen i 1973. Så sent som til Knarr sommerstævnet 2003, der blev afholdt I Præstø, hev ægteparret en 5. plads hjem. Så Kisser kunne med rette godt kalde sig en af de rigtige erfarne Knarr sejlere.

Gennem flere menneskealdre var hun en klassisk frontfigur hos de frivillige i Kongelig Dansk Yachtklub og forud i Rungsted Kyst Sejlklub. Allerede i 1995 modtog hun Dansk Sejlunions Ærestegn og i 2012 Kongelig Dansk Yachtklubs ærestegn Honoris Causa. Med en dåbsattest dateret i 1938 til trods, ja i mange år og faktisk helt frem til sæsonstart 2022, var hun superaktiv som frivillig på kapsejladsbanerne og i diverse udvalg. I de sidste mange år kunne man finde Kisser som frivillig i sin RIB gummibåd og ikke mindst som nidkær bestyrer af Kongelig Dansk Yachtklubs omfattende flagskab i klubhuset i Rungsted, Nidkært og dagligt sørgede Kisser for, at alle flag, både signal- og nationalflag og især Dannebrog lå klar til brug.

Men efter mere end 60 års aktiv tjeneste i både sejlsporten og ikke mindst i Rungsted begyndte dåbsattesten at trykke, og Kisser måtte i vinteren 2022 modvilligt meddele alle i dansk sejlsport: ”Kaster flaglinen i ringen, og håber at nogle vil ta' over - det er da en fornøjelse at se Dannebrog på vores flotte mast.”

Kissers afsked viser med al tydelighed, at dagligdagen i Kongelig Dansk Yachtklub slet ikke har nogen pensionsalder. Alle gode sejlere må nok forstå og sammen anerkende, at en powerfull RIB i al slags vejr på Øresund måske kan blive lidt rigelig voldsom, selv for en gæv sejlerpige som Kisser. Nu er Kisser Schnakenburg startet på det store kryds hjem, hjem til sin Louis.

Kisser blev 85 år.

Æret være hendes minde.

Født 10. maj 1938 – død 30. januar 2024.

 

Bisættelse fra Rungsted Kirke fredag 9. februar kl. 13:00 med efterfølgende sammenkomst i KDYs lokaler.